23948sdkhjf

Byggekædekoncern skifter navn

Fremover hedder DT Group ikke længere DT Goup.

Koncernen skifter fra 1. juli navn til Stark Group. Og det navn er ikke tilfældigt.

Stark bidrager i dag med to tredjedele af koncernens omsætning med byggemarkeder i både Finland, Norge og Danmark, og derfor ses det som naturligt at løfte Stark op som familienavnet, lyder det fra adm. direktør i Stark Group, Søren P. Olesen.

Han fremhæver desuden, at Stark Group er en nordisk koncern, og at det derfor giver mening med et nordisk navn.

- DT er oprindeligt en forkortelse for Danske Trælast, men da virksomheden i dag er en stor nordisk koncern med mere end 18 mia. kroner i omsætning og 5.600 medarbejdere, er tiden nu inde til et navneskifte. Vi er en familie af stærke nordiske brands (som også omfatter Beijer Byggmaterial og Neumann Bygg, red.), og det skal vores navn fortælle, forklarer han i en pressemeddelelse

Om Stark-navnet supplerer han:

- Stark er et stærkt navn og et unikt ord. Derfor har vi valgt det som navnet for vores gruppe af brands.

- Stark betyder blandt andet stærk på alle nordiske sprog. Det er unikt, fordi det udtales på samme måde på alle sprog og har samme betydning på tværs af landegrænser. Stark er samtidigt et stærkt navn, fordi det forklarer de professionelle håndværkeres og Stark Groups selvforståelse; stærke, dygtige og professionelle, fortsætter han.

Tidligere havde Stark også fokus på private kunder, men i dag er fokus skærpet på netop de professionelle håndværkere.

Det har mundet ud i ønsket om at frasælge byggecenterkæden Silvan

Ikke første navneskifte

At Stark nu bliver hovednavnet for koncernen er ikke det første navneskifte i koncernens 121 års levetid

Allerede 22 år efter starten i Århus i 1896 ændres navnet første gang i forbindelse med udvidelse i København.

I 1977 ændres navnet til DDT Detail i forbindelse med en sammenlægning af tre virksomheder. Igen i 1996 ændres navnet til Danske Trælast A/S, og ti år efter blev navnet så ændret til DT Group.

Det nye navn og logo kommer i praksis til at fremgå af hjemmeside og andre kommunikationsplatforme fra mandag den 3. juli.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105